Ja det er spørgsmålet... og nu har Google sat en stopper for sponsorblogging, dvs hvor virksomheder betaler bloggere for at skrive om deres produkter. Jeg synes det må være andre og bedre måder, hvor virksomheder kan udnytte hvad blogosfæren mener om deres produkter, uden decideret at gøre det på bestillingsfacon. Dem, der er ude efter at tjene penge på deres blog kan gøre det meget nemt med forskellige former for annoncering på deres blog (og hvis man er en svensk teenagerpige der skriver om mode kan man jo også bare lande en sponsoraftale med H&M...).
Fx synes jeg Lindex.se har fat i noget: De har indført trackbacks hvilket gør det muligt for en blogger at linke til sit blogindlæg han/hun har skrevet om den pågældende vare. Det kunne med fordel andre netbutikker og produktsider gøre brug af , som et alternativ til almindelige brugeranmeldelser.
tirsdag den 10. juni 2008
Hvordan få bloggere at skrive om dit produkt
mandag den 2. juni 2008
True Fake
Det er mange der blindt sætter sin lid til indhold, der er brugergenereret - Wikipedia, Amazon med sine brugeranmeldelser, for at nævne to eksempler, og jeg er så absolut en af dem der sluger det råt. Jeg køber fx. aldrig noget med mindre jeg har tjekket på nettet om det får gode brugeranmeldelser bl.a. fordi jeg naturlig nok stoler på andre brugere – i hvert fald mere, end jeg stoler på reklamerne og producenten.
I web 2.0 er vi alle på samme "hold", på en måde. Tænker man. Men det er jo klart, at der er kommet mange der udnytter denne nemme måde at opnå troværdighed på – fx (som Sebastian gjorde mig opmærksom på), falske brugere på You Tube der kommenterer på sine egne klip for at få højere ranking. Black hat SEO er jo også et virkelig grimt eksempel. Her udnyttes en teknologi der ideelt set skal fremhæve de websider der bliver anset som værdifulde, i kraft at vi er nogle brugere der linker til hinanden. Det er nok mange år siden det var så uskyldsrent som så (selv om Google selv gør alt de kan for at stoppe det). Det er lige før Web 2.0 som begreb ikke længere kan bruges om disse teknologier – i hvert fald ikke hvis det skal stå som et slags ”garantistempel” for noget, der brugergenereret på den "hjemmestrikkede autentiske måde".
Ikke det at jeg principielt har noget imod, at man leger med mediet og folks opfattelse af hvad, der er ægte - fx er der kunstneren Erik Nordenankar som foregav sig at have lavet THE BIGGEST DRAWING IN THE WORLD – et kunstprojekt som han nu har indrømmet ikke er lavet via GPS med hjælp fra DHL, men blot er et afsluttende kunstprojekt på hans kunstuddannelse. Af en eller anden grund har dette skabt meget furore – tænk at han løj! Men den eneste grunden til at man 'købte' det, er den autentiske og håndholdte ”videodokumentation” med filming af DHL og hans stak med DHL-fakturaer. Kunst har vel aldrig proklameret at skulle være virkeligt.
Det er to lidt modsatrettede ting jeg skriver om her og så alligevel ikke, synes jeg. Kan det være en hhv. teknisk og kunsternisk udnyttelse af web 2.0 måske? Jeg synes ihvertfald det lugter af det samme, på en eller anden måde.