Faglige blogs opnår mere dialog end corporate blogs

Det har to specialestuderende der har skrevet om blogs i afsætningsmæssigt perspektiv, fundet ud efter at have gennemført en større kvantitiv undersøgelse af hvem, der læser blogs *. OG ikke mindst: Hvem der kommenterer på dem.

Det er altså flere, der ønsker at kommentere og indgå i dialog på blogs, der handler om fx systemudvikling, end på virksomhedsblogs. Det synes jeg for så vidt er ret logisk. Dels er det fordi blogs er en god kilde til viden og videsdeling faggrupper imellem, men også fordi virksomheder ikke er særlig gode til at bruge blogs rigtigt.

En anden grund kan vel også være fordi virksomhedsblogs tit befinder sig i en corporate - website- kontekst, som en integreret del af hjemmesiden. Det har ret meget at sige, fordi dit corporate websites målgruppe, ikke nødvendigvis er 1:1 med målgruppen for din blog. Chancen er i hvert fald stor for at mange af dine besøgende ikke er interesseret i at indgå i dialog med dig på en blog. Men hvis de har fundet frem til dit blogindlæg gennem blogosfæren, er det en helt anden bloglæsetype, du får glæden af at få på besøg - en der mere sandsynligt vil skrive en kommentar.

* Et lille uddrag: Generelt er det det er de over 40, der er de mest aktive bloglæsere. For corporate blogs, er målgruppen lidt yngre. 35 - 39 år er den største gruppen her. Se mere her

Anonyme bloggere - internets 'Bad Guy'

Jeg faldt i dag over et indlæg bragt i Urban med overskriften "Overvågning af bloggere" og tænkte javel, hvilken diktaturstat har nu strammet kontrollen over demokratiets stemme? Jeg fik mig et lille chock, da det viser sig at være Eu. Marianne Mekko, parlamentsleder fra Estland har skrevet en rapport der det konkluderes, at det er bedst at forbyde anonyme bloggere og at man ligefrem skal godkendes som blogger.

Jeg er rystet. Jeg vil ikke engang bruge krudt på at forklare, hvorfor det er et ufattelig, latterligt dårligt forslag, men blot bringe et af hendes ’hårdtslående’ argumenter:

"Blogosfæren har indtil nu været præget af gode intentioner og relativ ærlig opførsel. Men i kraft af, at blogs bliver hvermandseje, kan mere principløse personer også finde på at benytte dem."

Hun har tydeligvis overhovedet ikke sat sig ind i hvem der blogger og hvorfor de gør det; ej heller peger hun på et voksende problem med bloggere der bringer misledende information etc. Nej, hun antager blot ud af den tilsyneladende blå luft, at blogging må da helt klart tiltrække mange dårlige mennesker der er ude på at sprede ondskab i verden (– moahahaha!). Jeg kan ikke andet en at grine (men indeni græder jeg) af hendes snæversynede og fordomsfulde kommentarer.

Hun frygter, at navnløse bloggere kan ødelægge internettets gode rygte. Marianne Mekko, hvilken verden lever du i?? Hvad med at tage fat i internetkriminalitet der faktisk finder sted og virkelig udgør en trussel på internettet? Gamle ulækre mænd der lokker børn på børnechatsider, kunne jo være et sted at starte, fx?

Hvordan få bloggere at skrive om dit produkt

Ja det er spørgsmålet... og nu har Google sat en stopper for sponsorblogging, dvs hvor virksomheder betaler bloggere for at skrive om deres produkter. Jeg synes det må være andre og bedre måder, hvor virksomheder kan udnytte hvad blogosfæren mener om deres produkter, uden decideret at gøre det på bestillingsfacon. Dem, der er ude efter at tjene penge på deres blog kan gøre det meget nemt med forskellige former for annoncering på deres blog (og hvis man er en svensk teenagerpige der skriver om mode kan man jo også bare lande en sponsoraftale med H&M...).

Fx synes jeg Lindex.se har fat i noget: De har indført trackbacks hvilket gør det muligt for en blogger at linke til sit blogindlæg han/hun har skrevet om den pågældende vare. Det kunne med fordel andre netbutikker og produktsider gøre brug af , som et alternativ til almindelige brugeranmeldelser.

True Fake

Det er mange der blindt sætter sin lid til indhold, der er brugergenereret - Wikipedia, Amazon med sine brugeranmeldelser, for at nævne to eksempler, og jeg er så absolut en af dem der sluger det råt. Jeg køber fx. aldrig noget med mindre jeg har tjekket på nettet om det får gode brugeranmeldelser bl.a. fordi jeg naturlig nok stoler på andre brugere – i hvert fald mere, end jeg stoler på reklamerne og producenten.
I web 2.0 er vi alle på samme "hold", på en måde. Tænker man. Men det er jo klart, at der er kommet mange der udnytter denne nemme måde at opnå troværdighed på – fx (som Sebastian gjorde mig opmærksom på), falske brugere på You Tube der kommenterer på sine egne klip for at få højere ranking. Black hat SEO er jo også et virkelig grimt eksempel. Her udnyttes en teknologi der ideelt set skal fremhæve de websider der bliver anset som værdifulde, i kraft at vi er nogle brugere der linker til hinanden. Det er nok mange år siden det var så uskyldsrent som så (selv om Google selv gør alt de kan for at stoppe det). Det er lige før Web 2.0 som begreb ikke længere kan bruges om disse teknologier – i hvert fald ikke hvis det skal stå som et slags ”garantistempel” for noget, der brugergenereret på den "hjemmestrikkede autentiske måde".

Ikke det at jeg principielt har noget imod, at man leger med mediet og folks opfattelse af hvad, der er ægte - fx er der kunstneren Erik Nordenankar som foregav sig at have lavet THE BIGGEST DRAWING IN THE WORLD – et kunstprojekt som han nu har indrømmet ikke er lavet via GPS med hjælp fra DHL, men blot er et afsluttende kunstprojekt på hans kunstuddannelse. Af en eller anden grund har dette skabt meget furore – tænk at han løj! Men den eneste grunden til at man 'købte' det, er den autentiske og håndholdte ”videodokumentation” med filming af DHL og hans stak med DHL-fakturaer. Kunst har vel aldrig proklameret at skulle være virkeligt.

Det er to lidt modsatrettede ting jeg skriver om her og så alligevel ikke, synes jeg. Kan det være en hhv. teknisk og kunsternisk udnyttelse af web 2.0 måske? Jeg synes ihvertfald det lugter af det samme, på en eller anden måde.

Med skyklapper på

Lad mig bare understrege det en gang for alle: Det handler ikke om blogs. Eller, dvs. denne blog handler sådan set om blogs, men det er ikke det det handler om. Blogs er et værktøj, der lige for tiden er, for mig at se, en meget aktuel og uudnyttet metode for virksomheder at indgå i samtaler med omverdenen på. Facebook er en anden metode. Twitter er tredje. You Tube er også med. Og alle de andre "web 2.0" fænomener. Disse fænomener eller værktøjer om du vil, er blot tidens trend, og jeg kan godt se hvorfor mange synes det hele er meget poppet. Men det handler altså om noget andet - om samtalerne. Om et halvt år, om et år er det helt sikkert noget nyt der dominerer. Det nytter ikke noget at ignorere det, eller tænke, at alt det web 2.0 er en døgnflue, for hvis du gør det, vil du ikke opdage den næste bølge før det er for sent. Det gælder om at ride på bølgerne. Bølgerne er jo der fordi det virker. Uden mennesker og fællesskaber, havde det ikke været nogen bølge, så det er vel bevis nok i sig selv?

(Dette indlæg er en opfølgning af Hovedetpaabloggen: Hvad kommer efter weblogs)

Employer branding

Jeg vil bruge bloggen til at reklamere lidt for konferencen Universum Awards der omhandler employer branding og hvor hvor min veninde Louise Torp skal holde et foredrag om employer branding gennem sociale medier i blogs, twitter og facebook.
Desværre kan jeg ikke selv deltage (...jeg skal "desværre" til Berlin med arbejde...), for det bliver helt sikkert super spændende. Da Louise spurte mig om hvad jeg kender til employer branding gennem blogs, var det eneste jeg kunne komme i tanke om Microsofts Channel 9, som er en videoblog med af nogle af Microsofts udviklere, hvor man kan få en kig indenfor "the borg". Ingen tvivl om at det er alfa og omega for potentielle nye medarbejdere at få møde/se menneskerne der udgør virksomheden (hvilket får mig til at tænke på Telmores tv-reklame der spiller på lidt det samme - med humor). Jeg tror det er blevet enormt vigtigt nu hvor det er "buyers market" hvad rekruttering angår. Virksomhederne er nødt til at sælge sig selv og ikke mindst vise den "menneskelige side" af sig selv.

Jeg glæder mig til at læse Louises foredrag som hun har lovet at lægge ud på hendes blog senere:)

Personlig vs privat

Har lige svaret på et indlæg på Tereses blog og blev inspireret til at skrive om det her med at blogs skal være personlige. Her tror jeg mange står af og mener, det er alt for tæt på. Men det er en forskel på det, at være personlig, og det at være privat når man blogger. Det kan være svært for nye bloggere at åbne op og være personlig, fordi det kan rykke ved nogle grænser for hvor privat man ønsker at være i det offentligt rum. •Blogging 'kiler sig ind' mellem det private og det offentlige, ved at man deler sine oplevelser, tanker og refleksioner med omverdenen, men hvor den intime privatsfære stadig holdes intakt.
Dette tror jeg er vigtigt.
Hvis man finder denne balance, tror jeg det hele går lidt nemmere. Det gælder ikke mindst for virksomheder, hvor man måske er bange for at ens private/personlige holdninger bliver sammenbladet med virksomhedens, og ikke mindst at der også er en balance i, hvor meget, af den private del af virksomheden, man vil/må dele med resten af verden. Her går det en juridisk og moralsk grænse man skal være varsom med...(...Note to self: Skrive mere om blogpolitik for medarbejderblogs senere). Min pointe i dag var, at selv om det at blogge 'personligt' måske virker meget fjernt at bruge som som decideret (marketing)værktøj for en virksomhed, der stræber efter at fremstå proffesionelt og seriøst - er det vejen frem. Man KAN ikke blogge unden at være personlig. For så er det ikke en blog.

”Using blogs as marketing tools for your business is really all about letting people be themselves in a public space”

(Wright; 2006)