Tagclouds- en analyse

Tagclouds kan være utrolig facinerende. Jeg synes værdien rent brugervenlighedsmæssigt er ret lille, men underholdningsværdien dermimod, kan være ret stor. Se bare her:









(Disse ord er et øjebliksbillede af de mest søgte ord på overskrift.dk)


Det er jo næsten poetisk!

Meat Loaf er åbenbart UTROLIG populær pt. En hurtig søgning i google viser at han han lige har haft koncert på dansk jord- aha. Men stadigvæk - men alt det, der ellers sker i verden er det da ret imponerende at Meat Loaf tromler ind på en klar 1ste plads.

Af de øvrige ord blev jeg lidt nysgerrig på "Seafight" og troede måske det var en hidtil noget ukendt ol-gren? En slags vand-boxning... ? Det er det ikke, det er et computerspil.

Så er der tydeligvis en desperat søgning efter cykelhjelm/e/en. Hvis man er villig vil at søge på et ord i alle bøjningsformer så er det fordi man VIRKELIG vil finde noget om cykelhjelme.

Hvor befinder din målgruppe sig på den sociale mediestige?

"Companies often approach Social Computing as a list of technologies to be deployed as needed — a blog here, a podcast there — to achieve a marketing goal. But a more coherent approach is to start with your target audience and determine what kind of relationship you want to build with them, based on what they are ready for"

Netop.

Brugerne burde ideelt være stedet at starte når man planlægger sin strategi for at "indtage de sociale medier" - med at stille spørgsmålet hvilken socio-teknologisk profil målgruppen har. Til dette formål har Groundswell udviklet et verktøj, hvor verktøjet i sig selv måske ikke giver den helt store indsigt (døm selv!), men de 6 profiler de har udviklet -
Creator, critics, collectors, joiners, spectators og inactive - er supergode til at gradbøje adoptionen af sociale medier i målgruppen - fra den menige "kigger" til den aktive blogskriver.

Jeg har tillads mig at oversætte profilene og skrevet et par linier om dem nedenunder:

Skabere Publicerer indhold: blogs, artikler, musik, video etc.

Kritikere Responderer på skabernes indhold. Skriver brugeranmeldelser/ laver rating kommenterer på blogs, deltager i online fora og wikis

Samlere Organiserer indhold. Bruger RSS feeds, adder tags til hjemmesider og fotos, stemmer på online polls

Join’ere Deltager i sociale online fællesskaber

Beskuere Læser blogs, ser videos på You Tube, hører Pod Casts. Læser i online fora, læser brugeranmeldelser

Inaktive Bruger ikke nogen form for sociale medier

The long tail of pain

Indrømmet: Sommerferie er agurketid også for bloggere (ihvertfald for mig...min hjerne føles ihvertfald rimelig meget som en agurk lige nu ;)) så her kommer lidt let humor - om den "sociale spam" vi bombaderes med (- frivilligt- ) gennem sociale medier, der nok til tider kan karakteriseres som the long tail of pain. ..

For dem, der har lyst at en uddybende forklaring: Kig her

Faglige blogs opnår mere dialog end corporate blogs

Det har to specialestuderende der har skrevet om blogs i afsætningsmæssigt perspektiv, fundet ud efter at have gennemført en større kvantitiv undersøgelse af hvem, der læser blogs *. OG ikke mindst: Hvem der kommenterer på dem.

Det er altså flere, der ønsker at kommentere og indgå i dialog på blogs, der handler om fx systemudvikling, end på virksomhedsblogs. Det synes jeg for så vidt er ret logisk. Dels er det fordi blogs er en god kilde til viden og videsdeling faggrupper imellem, men også fordi virksomheder ikke er særlig gode til at bruge blogs rigtigt.

En anden grund kan vel også være fordi virksomhedsblogs tit befinder sig i en corporate - website- kontekst, som en integreret del af hjemmesiden. Det har ret meget at sige, fordi dit corporate websites målgruppe, ikke nødvendigvis er 1:1 med målgruppen for din blog. Chancen er i hvert fald stor for at mange af dine besøgende ikke er interesseret i at indgå i dialog med dig på en blog. Men hvis de har fundet frem til dit blogindlæg gennem blogosfæren, er det en helt anden bloglæsetype, du får glæden af at få på besøg - en der mere sandsynligt vil skrive en kommentar.

* Et lille uddrag: Generelt er det det er de over 40, der er de mest aktive bloglæsere. For corporate blogs, er målgruppen lidt yngre. 35 - 39 år er den største gruppen her. Se mere her

Anonyme bloggere - internets 'Bad Guy'

Jeg faldt i dag over et indlæg bragt i Urban med overskriften "Overvågning af bloggere" og tænkte javel, hvilken diktaturstat har nu strammet kontrollen over demokratiets stemme? Jeg fik mig et lille chock, da det viser sig at være Eu. Marianne Mekko, parlamentsleder fra Estland har skrevet en rapport der det konkluderes, at det er bedst at forbyde anonyme bloggere og at man ligefrem skal godkendes som blogger.

Jeg er rystet. Jeg vil ikke engang bruge krudt på at forklare, hvorfor det er et ufattelig, latterligt dårligt forslag, men blot bringe et af hendes ’hårdtslående’ argumenter:

"Blogosfæren har indtil nu været præget af gode intentioner og relativ ærlig opførsel. Men i kraft af, at blogs bliver hvermandseje, kan mere principløse personer også finde på at benytte dem."

Hun har tydeligvis overhovedet ikke sat sig ind i hvem der blogger og hvorfor de gør det; ej heller peger hun på et voksende problem med bloggere der bringer misledende information etc. Nej, hun antager blot ud af den tilsyneladende blå luft, at blogging må da helt klart tiltrække mange dårlige mennesker der er ude på at sprede ondskab i verden (– moahahaha!). Jeg kan ikke andet en at grine (men indeni græder jeg) af hendes snæversynede og fordomsfulde kommentarer.

Hun frygter, at navnløse bloggere kan ødelægge internettets gode rygte. Marianne Mekko, hvilken verden lever du i?? Hvad med at tage fat i internetkriminalitet der faktisk finder sted og virkelig udgør en trussel på internettet? Gamle ulækre mænd der lokker børn på børnechatsider, kunne jo være et sted at starte, fx?

Hvordan få bloggere at skrive om dit produkt

Ja det er spørgsmålet... og nu har Google sat en stopper for sponsorblogging, dvs hvor virksomheder betaler bloggere for at skrive om deres produkter. Jeg synes det må være andre og bedre måder, hvor virksomheder kan udnytte hvad blogosfæren mener om deres produkter, uden decideret at gøre det på bestillingsfacon. Dem, der er ude efter at tjene penge på deres blog kan gøre det meget nemt med forskellige former for annoncering på deres blog (og hvis man er en svensk teenagerpige der skriver om mode kan man jo også bare lande en sponsoraftale med H&M...).

Fx synes jeg Lindex.se har fat i noget: De har indført trackbacks hvilket gør det muligt for en blogger at linke til sit blogindlæg han/hun har skrevet om den pågældende vare. Det kunne med fordel andre netbutikker og produktsider gøre brug af , som et alternativ til almindelige brugeranmeldelser.

True Fake

Det er mange der blindt sætter sin lid til indhold, der er brugergenereret - Wikipedia, Amazon med sine brugeranmeldelser, for at nævne to eksempler, og jeg er så absolut en af dem der sluger det råt. Jeg køber fx. aldrig noget med mindre jeg har tjekket på nettet om det får gode brugeranmeldelser bl.a. fordi jeg naturlig nok stoler på andre brugere – i hvert fald mere, end jeg stoler på reklamerne og producenten.
I web 2.0 er vi alle på samme "hold", på en måde. Tænker man. Men det er jo klart, at der er kommet mange der udnytter denne nemme måde at opnå troværdighed på – fx (som Sebastian gjorde mig opmærksom på), falske brugere på You Tube der kommenterer på sine egne klip for at få højere ranking. Black hat SEO er jo også et virkelig grimt eksempel. Her udnyttes en teknologi der ideelt set skal fremhæve de websider der bliver anset som værdifulde, i kraft at vi er nogle brugere der linker til hinanden. Det er nok mange år siden det var så uskyldsrent som så (selv om Google selv gør alt de kan for at stoppe det). Det er lige før Web 2.0 som begreb ikke længere kan bruges om disse teknologier – i hvert fald ikke hvis det skal stå som et slags ”garantistempel” for noget, der brugergenereret på den "hjemmestrikkede autentiske måde".

Ikke det at jeg principielt har noget imod, at man leger med mediet og folks opfattelse af hvad, der er ægte - fx er der kunstneren Erik Nordenankar som foregav sig at have lavet THE BIGGEST DRAWING IN THE WORLD – et kunstprojekt som han nu har indrømmet ikke er lavet via GPS med hjælp fra DHL, men blot er et afsluttende kunstprojekt på hans kunstuddannelse. Af en eller anden grund har dette skabt meget furore – tænk at han løj! Men den eneste grunden til at man 'købte' det, er den autentiske og håndholdte ”videodokumentation” med filming af DHL og hans stak med DHL-fakturaer. Kunst har vel aldrig proklameret at skulle være virkeligt.

Det er to lidt modsatrettede ting jeg skriver om her og så alligevel ikke, synes jeg. Kan det være en hhv. teknisk og kunsternisk udnyttelse af web 2.0 måske? Jeg synes ihvertfald det lugter af det samme, på en eller anden måde.